2012 er et stort svampeår!

07/08/2012

Dejlig høstSå er sæsonen skudt i gang – og det med bravour! Faktisk har vi samlet kantareller i en måneds tid efterhånden, og det endda selvom vi vist ikke var med helt fra begyndelsen. Sæsonen åbnede nemlig tidligt i år – sikkert grundet den våde sommer.. Så lidt godt gør al den regn da! Men nu er de her og i et antal, jeg aldrig tidligere har set på vores jagtmarker! Så det er bare med at komme ud i skoven og få dem plukket!

Vi har efterhånden prøvet mange variationer over kantareller i madlavningen, men der er og bliver kun en over dem alle, og det er det klassiske ristede brød med flødestuvede kantareller!

Skal det gå hurtigt bruger vi gerne grovtoast fra supermarkedet, men det smager allerbedst, hvis du bruger et godt, halvgroft ristet stykke brød. Uden kerner!

Sørg for at rense kantareller grundigt – det kan ødelægge retten, hvis det knaser for meget mellem tænderne. Men undlad for enhver pris at rense svampene under vand! Brug en lille fin børste og en skarp urtekniv. OG tålmodighed!

Herudover er retten ganske simpel: Smør, Hvidvin (hvis du har), fløde, salt og peber. Evt. lidt citronsaft til at tage lidt af det cremede, hvis du ikke ynder dette.

Brun smørret af, og rist kantarellerne på den varme pande (den skal være varm). Brug evt. halvt smør og halvt olivenolie. Krydr med salt og peber (vær ikke fedtet med saltet!). Tilsæt evt. lidt hvidvin og reducer halvt ned. Tilsæt fløde og reducer til cremet konsistens. Anret på brødene og nyd hver en mundfuld!